Månedens eventyr menu

I eventyret “Nattergalen” af H.C. Andersen møder vi kejseren af Kina, en magtfuld hersker, som lever i overdådig luksus, men som endnu ikke har hørt den smukkeste sang i riget. En simpel budbringer fra provinsen fortæller ved hoffet om en nattergal i skoven, hvis sang er så fortryllende, at alle — både mennesker og dyr — bliver grebet af den. Kejseren, nysgerrig, lader nattergalen hentes til paladset. Den lille fugl synger for ham, og hele hoffet græder af skønhed; kejseren belønner nattergalen med frihed og lovning om, at den må flyve, hvor den vil.

Efter nogle år får hoffets guldsmed en mekanisk nattergal af guld og ædelsten lavet til kejseren. Denne kunstige fugl kan synge ved at man drejer op, og dens pragt og konstante præstationer fascinerer snart kejseren mere end den levende fugl. Den rigtige nattergal, som føler sig overset, flyver væk og vender tilbage til skoven, hvor den hører hjemme.

Senere rammes kejseren af en alvorlig sygdom — han ligger for døden. Læger og hoffolk kan intet stille op, og selv den mekaniske nattergals melodier kan ikke trøste ham i hans nærvær af døden. Pludselig ankommer Døden selv i skikkelse af en mørk, stilfærdig person, beredt til at tage kejserens sjæl. I denne skæbnesvanger stund vender den levende nattergal uventet tilbage til dørens åbne vindue. Nattergalens sang er så inderlig og sørgmodig, at Døden bliver rørt; han lader sit kolde hjerte bløde, og selv de svære sår i kejserens sjæl og krop lindres. Sangens kraft bringer håb og helbredelse, og døden trækker sig tilbage. Kejseren vågner og bliver frelst.

Som tak lover kejseren, at nattergalen må leve frit i riget, og han lover at huske dens sang og vægt. Den mekaniske nattergal får dog lov at blive; men kejseren har lært, at reel skønhed og trøst kommer fra det levende og uforfalskede, ikke fra pragtfuld kunstig glitter. Eventyret slutter med en erkendelse af, at ægte kunst og kærlighed kan røre menneskers inderste — selv Døden — og at ydmyghed og frihed hører sammen med det skønne.